En generel snak om thorium og verdens energisituation

Af: Hans Erik Michelsen Cand. Polyt (Nuclear/Electrical)


Der er store udfordringer for verden, de kommende 50 til 100 år. Enorm mangel på energi, overbefolkning, flygtninge, migranter, sult, sygdomme, milliardstore opkommende og krævende middelklasser, vand, brændstof, klima, etc. etc.


Dette lille skrift er ikke specielt en teknisk gennemgang af kernekraft eller thorium energi. Det er mere en betragtning af hvad fremtiden kunne bringe, især hvis forskning stiller, eller ikke stiller, mere energi til rådighed for verden. Det er håbet, at ved at belyse verdens energisituation fra flere forskellige vinkler, en mere generel forståelse opstår.


Op mod en tredjedel af menneskeheden i ulandene lever i dag uden adgang til elektricitet, ja, utilstrækkelig energi i det hele taget. Migrationspresset vil blive fuldstændigt overvældende for Europa og andre ilande, hvis ikke disse ulande bliver hjulpet erhvervsmæssigt snart. Vi er allerede ved at være vidner til dette i Europa og USA. Dette kræver energi, for uden energi går alting i stå. "Feel good" vedvarende, nej, kald det bare ustabil dyr energi, kan af mange årsager ikke opfylde disse krav.


Uden kernekraft må verdens energi, for langt størstedelens vedkommende, fortsat komme fra kul, gas, olie eller vandkraft. Desværre. Vi brænder allerede omkring 10 milliarder tons kul af om året og det vil stige. Plus yderligere milliarder af enheder af olie, gas osv. Det er energital i en størrelsesorden de fleste mennesker ikke har en chance at forholde sig til, og som atomkraftmodstanderne ikke forstår. Det er ufattelige mængder energi på verdensplan. Ustabil og dyr vind-, biomasse- og solenergi, der kun kan overleve med statstilskud, vil aldrig kunne levere mere end ganske få procent af verdens energibehov. Lidt mere måske i de rige lande i Nordeuropa med store tilskud, som ikke mange andre har råd til. Det er yderligere bekymrende, at det amerikanske energiministerium i en ny rapport advarer om, at forsyningen af fem sjældne jordarter er kritisk. Disse grundstoffer bruges i stor stil i vindmøller, solceller, batterier, el-biler etc. Mangel på disse metaller truer europæisk udbygning af vind og sol. Det drejer sig om grundstofferne dysprosium, europium, terbium, yttrium og neodynium. Disse kontrolleres i dag af Kina.


Selv FN’s IPCC og tænkende miljøfolk anbefaler nu kernekraft. Der er faktisk intet alternativ.


Der findes cirka 453 ældre generation I/II-reaktorer i verden, de fleste af 1960/70 design. De har kørt i 25,000 til 30,000 reaktor-år med 4 uheld. De producerer omkring 15 % af verdens elektricitet. Windscale, Three Mile Island, og Tjernobyl-katastroferne satte kernekraftudviklingen helt i stå i 25 år. Dog er mindst 450 moderne letvandsreaktorer med en levetid på 60 til 70 år under opbygning eller på tegnebrættet igen, af generation III/III+ design, hvor sikkerheden er enormt forbedret. Det er som at sammenligne en computer fra 70erne med en IPad i dag. Derved stiger verdens kernekraft el-produktion til 950 GW i 2050.


I april 2014 blev følgende skrevet om Tjernobyl og Fukushima: ”Tjernobyl-eksplosionen i 1986 kostede 31 mennesker livet, og oprydningsarbejdet i det strålingsbefængte område tog livet af op mod 6.000, mener man. Indtil videre har der kun været ganske få dødsfald, direkte forbundet med Fukushima-ulykken, mens selve tsunamien dræbte mindst 18,000 mennesker. USA har aldrig haft et dødsfald pga. reaktoruheld. Japanerne slipper nådigt fra Fukushima-katastrofen. En rapport fra FN slår fast, at strålingen fra atomkraftværket ikke vil forårsage ret mange ekstra kræfttilfælde”.


Man skal også lytte til modstanderne. De siger at 1 million allerede er døde af pga. Tjernobylulykken, og millioner flere vil dø af kræft i fremtiden. Så hvad skal man tro på? Måske skulle man lytte til verdens autoritative myndigheder, der siger følgende:


Joint News Release WHO/IAEA/UNDP 5 september 2005: A total of up to 4000 people could eventually die of radiation exposure from the Chernobyl nuclear power plant (NPP) accident nearly 20 years ago, an international team of more than 100 scientists has concluded. As of mid-2005, however, fewer than 50 deaths had been directly attributed to radiation from the disaster, almost all being highly exposed rescue workers, many who died within months of the accident but others who died as late as 2004. The Forum is made up of 8 UN specialized agencies, including the International Atomic Energy Agency (IAEA), World Health Organization (WHO), United Nations Development Programme (UNDP), Food and Agriculture Organization (FAO), United Nations Environment Programme (UNEP), United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (UN-OCHA), United Nations Scientific Committee on the Effects of Atomic Radiation (UNSCEAR), and the World Bank, as well as the governments of Belarus, the Russian Federation and Ukraine.


Det er nogle tunge organisationer, der her udtaler sig. Til gengæld er det et faktum, at millioner dør unødvendigt hvert år af luftforurening, kulmineulykker etc.

Verdens elektricitetsproduktion vil fordobles fra 2,500 GW (Gigawatt) i 2010 (7 milliarder mennesker) til 5,000 GW i 2050 (10-11 milliarder mennesker?) eller måske endda 10,000 GW i år 2100 (DR2 temalørdag 23/4/2016). Det er en vækstrate på kun 1.6 % p/a. Det lyder jo helt rimeligt. 7,500 GW ekstra skal så fremskaffes over 84 år. Andre forventer en vækst på 2.3 % p/a, men så stiger forbruget til 17,000 GW i år 2100. Det tør man slet ikke tænke på. Hver GW betyder et nyt kæmpekraftværk. Med 1.6 % skal der så færdigbygges sådant et kraftværk hver 4-5 dag (!) et eller andet sted i verden indtil 2100 og videre frem. Tænk lige på det et øjeblik! Den mængde energi kan simpelthen ikke produceres med sol/vind med virkningsgrader på 20-30 %. Kun kul/olie kan fodre så mange nye kraftværker. Bortset fra kernekraft naturligvis. Glem ikke, at en vindmølle med sin mærkeeffekt producerer sin normale årsproduktion på kun 3 til 4 måneder, og står så at sige bomstille i 8 til 9 måneder. Ydermere kræves der backup for vindmøller/solceller/biomasse af konventionelle kraftværker på op til 80% af den installerede vind/sol energiproduktion. Man kan jo ikke tolerere hverken blackouts or brownouts. Den ideelle blanding af vindmøller og kraftværker er 20 % vindmøller og 80 % kraftværker. Ikke mere. Hvorfor bygge f.eks. 1000 MW af ”vedvarende energi”, der så kræver 800 MW konventionelle kraftværker til vindstille/nætter/overskyede dage? Det er uøkonomisk at have så store kraftværker stående på standby. Kraftværker, bortset fra vandkraft, har det i øvrigt rigtigt dårligt med at blive stoppet og startet hele tiden. Ville det ikke være smartere at sløjfe vindmøllerne og bygge de konventionelle kraftværker (atomkraftværker) en smule større til 1000 MW til at begynde med? De kører jo så godt som 100 % af tiden. For et par år siden her i Danmark, i en time en eftermiddag, blæste det så meget, at vindmøllerne producerede 150 % af Danmarks forbrug. En halv uge senere producerede de kun 4 - 5 % de næste par dage løbende. Det er uøkonomisk med sådan en overdimensionering. Det gør jo livet svært, når Danmark skal have elektricitet 100 % af tiden. Biomasse (vi importerer f.eks. 6,500 tons skraldespandsaffald per år fra Holland på lastbiler) er heller ikke løsningen.


Den opmærksomme læser vil indvende: Jae, vi skal blot udbygge el-nettet i Europa, så hvis det blæser i Sverige, så sender vi bare strømmen til Sydfrankrig. Voila. Det er dog estimeret, at sådan et Europanet ville koste en trillion Euros inden 2020 (Jennifer Rankin, EU Commission, 4/12 2014), og involvere store ledningstab på de lange afstande, især gennem kabler. Hvem mon skal betale? Højspændt jævnstrøm kunne hjælpe lidt, men det er absolut heller ikke billigt. Miljøforkæmperne ville bestemt blive glade ved at undgå kæmpe 400 Kilovolt højspændingstårne og ledninger overalt i Europa. Disse er også oplagte terrormål. Tilsvarende dyre ledningsnet skulle konstrueres i andre verdensdele, der vil bruge vindmøller i stor stil. Det lyder ikke for godt.


Danmark er i den usandsynligt heldige position geografisk, at vi får 15 % af vores elektricitet fra tyske og især svenske atomkraftværker, lige rundt om hjørnet, og yderlige vandkraftenergi fra Sverige og Norge, når vinden ikke blæser. Sverige vil nu for i øvrigt, udskifte deres gamle kernekraftværker med 10 nye atomkraftværker. Dette gør, at vi, noget forkælet, kan tillade os at tale om uafhængighed af fossile brændstoffer i 2050 her i Danmark. Det er fint, men andre lande er langt fra så heldige. Vi får stort set ofte intet for den overskudselektricitet, vi eksporterer til vore naboer, når vindmøllerne producerer mere end vi selv kan bruge, især om natten. Man kan ikke regulere vinden, men man kunne regulere vindmøllerne. Det gøres dog ikke, for så får ejeren ikke sin PSO afgift per kilowatt, så hellere give strømmen væk til udlandet. Vi betaler til gengæld dyrt, når vi skal importere el fra disse lande ved vindstille. Danmarks Statistik har fornyligt meddelt, at mange danske firmaer har skabt titusinder af jobs i udlandet, selv i Sverige og Tyskland, hvor én af begrundelserne netop er de høje energipriser herhjemme.


Kraftværker bygges normalt ikke større end én GW per styk. Danmark producerer 6 GW elektricitet. Kina bygger nu et 1 GW kulkraftværk hver 1½ uge året rundt. En måned efter Fukushima besluttede Tyskland at lukke sine sikre atomkraftværker og erstatte dem med vind og kul/brunkul. Man forstår det ikke. Frankrig vil nedlægge halvdelen af kernekraftværkerne. Andre lande følger efter. Trenden er stærkt bekymrende, ikke mindst pga. CO2. Rige Europa kan energispare lidt, fattige lande kan ikke. Den globale opvarmning vil forårsage tørke i mange ulande og dermed dramatisk nedsætte deres evne til at producere el ved hjælp af vandkraftværker.


Thorium, der kan bruges i atomreaktorer som brændsel, er opkaldt efter den nordiske gud Thor. Det er et sølvhvidt, svagt radioaktivt metal med en halveringstid på 14 milliarder år. Det er et godt navn, da Thor jo faktisk også havde lidt forstand på elektricitet. Thorium graves op af jorden som en ren thoriumisotop, der 100 % kan omdannes til brændsel. Uran forefindes kun med 0.7 % spaltbart U235, og 99.3 % fyld i form af U238. Uran skal som regel under store omkostninger beriges fra 0.7 % til 3-5 % før brug, hvorimod thorium ikke skal beriges og kan bruges som det er. Det findes i mængder 4 til 5 gange, eller mere, større end uran. De første thoriumreaktorer behøver dog noget beriget uran/plutonium de første cirka 60 år for at kunne danne U233 nok af thoriummet. Efter cirka 60 år kører reaktoren udelukkende på thorium. En sådan thoriumreaktor kan til gengæld starte en anden thorium reaktor uden brug af plutonium. Den ene starter så at sige den anden.





6,000 tons thorium/år kunne dække hele verdens energibehov i øjeblikket, ikke blot for elektricitet, men også for transport. Se senere. Sikke transportbesparelser man kunne opnå, fra milliarder af tons kul/olie/gas til få tusinde tons thorium. I tal ser det voldsomt ud: 15,000,000,000 tons/år transporteret, i stedet for 6,000 tons thorium. Thoriumreaktorer producerer mindre affald og mere energi end uran. Indien og Kina planlægger 30 % elektricitet fra thorium år 2050. Der vil dog nok gå 20 til 30 år eller mere, før thorium atomkraft kommercielt er tilstede. Thorium90, atomvægt 232 bliver løbende af neutronbombardement omdannet til Uran233 i en reaktor (se billedet), og det er så brændslet. 1 ton thorium har cirka samme energi som 250 tons uran. Der er kun uran nok til de næste 100 til 150 år, mener man. Der er thorium nok til årtusinder, ja måske årtitusinder. Man er ikke rigtigt begyndt at lede specielt efter det endnu. Det er et biprodukt ved udvinding af sjældne jordarter. Norge og flere andre lande arbejder i begrænset omfang med (tungt)vandbaserede thoriumforsøgsreaktorer. Det ret "basic" Thor projekt i Oslo har kun erstattet lidt uran235 med thorium metal, og resultaterne har være kendt i årevis. Afhængig af reaktortypen vil disse (med affaldsbehandling der stadig er under udvikling, og slet ikke i Norge) producere 300 til 1000 gange mindre affald. Der findes mange forskellige thoriumreaktortyper.


Den seneste reaktor af generation IV typen, en MSR (Molten Salt Reaktor), er en reaktor kaldet LFTR (Liquid Fluoride Thorium Reactor). Og det er den, verden ideelt bør forske i og satse på. Denne type reaktor blev allerede i 1960erne konstrueret af Alvin Weinberg i USA (Oak Ridge National Laboratories) og den virkede. Præsident Nixon besluttede dog i 70erne, at thoriumforskning skulle stoppe.


En LFTR har en smeltet blanding af thorium og andre elementer (Litium, Beryllium etc.) indeholdt i en beholder nede i bunden eller i rør. Flydende er det i hvert fald. Se billedet. Læg specielt mærke til det radiokemiske "chemical processing plant" til venstre. Radiokemi betyder kemi med eller på radioaktive stoffer. Dette er en helt specielt gren for LFTRer. Det kommer vi til senere. Nogle typer thoriumreaktorer har ingen kontrolstave i reaktoren. Reaktortrykket er atmosfærisk - meget vigtigt. Den er ikke overkritisk da U233 løbende dannes og forbruges, og reaktoren kun indeholder U233 nok til de næste 5-10 dage. Gængse letvandsreaktorer med 150-200 atmosfærers damptryk og med tons af beriget uran i stavene til de næste mange år, er altid overkritiske og potentielt farlige, dvs. kædereaktionen kan løbe løbsk ved nedsmeltning. Det har man jo set i Tjernobyl. Man må håbe, Fukushima i det lange løb giver dødsstødet til letvandsreaktorer, alle 900 af dem, eller hvor mange det nu bliver til. Vær specielt opmærksom på den kritiske sikkerhedsforskel på en letvandsreaktor indeholdende metallisk thorium/U235/plutonium i stave, og en LFTR hvor alt brændslet er flydende. Verden vil først skifte over til LFTR teknologi når disse producerer elektricitet billigere end nogen anden form for el-produktion. Først da bliver kernekraft virkelig, virkelig sikker for verden. Men det bliver en kamp mod "vested interests". Penge, penge, penge styrer udviklingen. Og fusionsenergi vil nok altid forblive fremtidens energi!


Det smeltede LFTR-salt er flydende ved 800 grader, hvilket er en meget effektiv temperatur til elektricitet eller brintfremstilling. Brint, og deraf afledede brændstoffer (metanol etc.), bliver den fremtidige transportdrivform. Danmark har allerede stor ekspertise i brintbiler. Elektricitet er svært at lagre i større mængder. Tænk på, at et 350 kilogram tungt litium-ion el-bilbatteri kun har samme energi som sølle 4-5 liter benzin. En brintbil kan tankes på et par minutter og køre 500+ kilometer. Verden skal over i brint eller metanol, der kan fremstilles af brint. Vindmøller er ikke særligt gode til at fremstille brint, hvorimod højtemperatur LFTRer er.


Som sagt, brændslet kan ikke smelte, da det jo allerede er smeltet. I bunden af reaktoren findes en konstant kølet frossen blyprop, der smelter ved strømafbrydelser. Så hvis alt går helt galt, ingen strøm, en tsunami, et jordskælv, et terrorattentat, alt sammen på samme tid, så forsvinder strømmen og så smelter blyproppen. Derved flyder det smeltede thoriumbrændsel ned i specielle beholdere (se billedet). Al fission går i stå, uden menneskelig indblanding! Her størkner det ved ca. 200 grader C. Og der kan eftervarmen køles af naturlig luftcirkulation. Thorium/fluor-saltene er så godt som uopløselige i luft/vand, modsat uran-brændsel, så grundvandet kan ikke forurenes, skulle den størknede thoriumblanding komme i forbindelse med jorden. En LFTR-reaktor skruer til en vis grad selv op og ned for varmeudviklingen ved svingende belastning, især hvis den bliver for varm og kunne derved arbejde som basis-kraftværk for vindmøller. Som nævnt ovenfor, så skulle et land ideelt set ikke have mere end 20 % vind/sol energi, da kraftværkerne godt kan klare sådanne udsving. En ulykke med en LFTR-reaktor er nærmest kun en teoretisk mulighed. Man suger løbende det meget radioaktive, 800 grader varme flydende brændsel ud under kørslen og renser det. Se billedet. Dannede gasarter, f.eks. Xenon-135 og andre reaktorgiftige grundstoffer fjernes, så affaldet kun indeholder fissionsprodukter. Giftige grundstoffer betyder i denne forbindelse, at nydannede isotoper skabt af spaltningen af U233 kan udvise en stor forkærlighed for "løsagtige neutroner". Disse isotoper stjæler neutronerne, der ellers skulle være absorberet af U233 atomerne og forårsage en fission. Fjernes disse "giftige" isotoper ikke, og det kan man ikke i stavene i en letvandsreaktor under kørsel, går fissionsprocessen i stå.


Fissionsprodukter er det, de tunge uran233 kerner bliver til, når de rammes af en neutron og splittes i halvt og afgiver varme. Faktisk vejer de to halvdele tilsammen lidt mindre end moder U233-atomet. (Den manglende masse, M, bliver til den enorme varme efter Einsteins berømte formel E=MC2). De er i gennemsnit intenst radioaktive, men med en meget kort halveringstid. De u-splittede uran233-atomer og andre u-spaltede tunge atomer sendes tilbage til LFTR’en. Stort set 100 % af thoriummet kan bruges, uden berigning, da alt bliver sendt tilbage, indtil det er splittet. Nyt thorium kunne også løbende tilføjes uden at stoppe reaktoren. Teoretisk set kunne en LFTR køre uendeligt uden stop. Disse kritiske kemiske renselsesprocesser af den 800 grader varme thoriumsuppe, en gren af radiokemi, er dog endnu ikke færdigudviklede. Først når man kommercielt har styr på radiokemien, kan man for alvor tænke på LFTR. Og det kan tage år og mange, mange dollars endnu. Fissionsaffaldsprodukterne er enormt radioaktive, når de separeres ud i en LFTR, men efter kun ca. 10 år er 83 % af radioaktiviteten forsvundet. Efter 300 år er alt sådan cirka nede på baggrundsstråling. Ikke titusinder af år som ved gængse reaktorers affald. Ydermere kan LFTR-reaktorer løbende afbrænde og derved eliminere gammelt affald, også plutonium.


Gængse reaktorer kan også, men det er mere besværligt. Brændselsstavene i en letvandsreaktor skal udskiftes cirka hver 3-5 år pga. ”giftstofferne”, selv hvis de indeholder thorium. Det brugte faste brændsel skal her først opløses i syrer og renses for reaktorgifte, før man kan fremstille de små brændselspiller der fyldes i de 4-5 meter lange brændselsstave til letvandsreaktorer. Der findes kun få reprocessingplants i verden, og de kan behandle nogle tusinde tons brugt brændsel per år. Da det er meget dyrt, så det er billigere at lagre de brugte brændselstave inde i et bjerg, selvom de stadig indeholder meget ubrugt uran, plutonium (eller thorium) og andet radioaktivt skidt. Man anvender i stedet helt nyt uranbrændsel. Det er her de kendte lagringsproblemer opstår for de næste 10,000+ år.


Man kan i praksis ikke lave atombomber fra LFTR thoriumreaktorer. Der findes så godt som intet U233/U235/Pu239 i affaldet. Tænk på, at et U233-atom skal absorbere 2 eller 6 neutroner uden at splittes, for at blive til U235 eller Pu239. Ikke særligt sandsynligt. Derfor producerer en LFTR thorium-reaktorer så godt som intet bombemateriale. Et U238 atom skal kun optage én neutron for at blive til Pu239. Meget mere sandsynligt. Modstandere påstår, at det er muligt at bruge U233 til atombomber og at LFTR kan lave U233. Jo, U233 kan bruges til atombomber, men det er meget beværligt. En LFTR danner hele tiden små mængder U233, men det afbrændes løbende for at holde reaktoren i gang. Det ville være nemmere at stjæle brugt letvandsreaktor brændsel, sende det til en (hemmelig) fabrik, og omdanne dette til bombemateriale. Selvom det heller ikke er ufarligt. Så argumentet holder ikke. I øvrigt er det utroligt svært at fremstille en atombombe! En intens og dræbende gammastråling fra dannede U232 isotoper gør, at terrorister holder sig langt fra den smeltede LFTR blanding. Det betyder dog også, at der kræves en kraftig afskærmning af reaktoren for at beskytte personalet.


Kina og Indien, der har store mængder thorium, arbejder på højtryk med at udvikle LFTR reaktorer. De to lande ønsker at være selvforsynende med atombrændstof. De vil efter al sandsynlighed vinde prøvereaktorkapløbet om 10 til 15 år. Så vil Østen lokke industrier til sig, denne gang med billig energi i stedet for billig arbejdskraft. Vesten synes stort set at være gået i stå! Bortset fra små interessegrupper. Og det må der betales for om føje år, især da Kina/Indien patenterer alt det, de finder på. Dette udviklingsarbejde kan kun laves og finansieres af nationer, da det vil tage milliarder af dollars og mange forskningsår endnu. Men det bliver det værd. USA allokerer de næste par år $US82 millioner til forskning i ny atomteknologi. Det er slet ikke nok. LFTR vil kunne lave strøm for 1/10 af, hvad vi betaler her i Europa, i årtusinder. Kinas Premier Wen Jiabao sagde den 5/3/2012 på National People’s Congress: ”Kina vil sætte en stopper for den blinde udvidelse af industrier som sol- og vindenergi og koncentrere sig om kernekraft”. Fornuftigt. Danmark og dele af Europa satser stadig på ustabile og dyre vindmøller og sol og biomasse, samt backup-værker, som selv Polen og andre EU-lande er modstandere af!


Med nedgraderingen af Risø fra atom til vind har Danmark trukket sig fra atomforskning. Måske er forklaringen mere, at man kan få statstilskud til klima/CO2-forskning, men ikke atomforskning. Selvfølgelig spiller folkelig modstand også en rolle. Det er kortsigtet og trist. Det ville være godt at få DTU, KU, Risø og Niels Bohr-ånden tilbage på sporet igen.

LFTR-reaktorer egner sig ligeledes til mindre enheder i serieproduktion på en fabrik om få år, f.eks. Lindøværftet. Sådan en færdig reaktorbeholder med tilbehør kunne måske produceres en gang om ugen/måneden for de mindre enheder. Slet ikke umuligt. Det er bare metalarbejde. Forudsat altså, at alle metallurgiske problemer er tilfredsstillende løst for metallerne, der skal kunne modstå de intense bestrålinger uden at blive sprøde og metaltrætte, de 800 grader C høje temperaturer i en lang årrække, og at radiokemien er under kontrol. Det kræver forskning. Danmark kunne måske kun være med i mindre grad, da vi ingen ekspertise har mere. Men vi burde være med! Serieproduktion af disse stål-enheder betyder ligeledes, at enhederne kun skal typegodkendes én gang for hver type. I modsætning til gængse 1 GW kraftværker, der kan tage 10-15 år at bygge, og endnu længere for at opnå type- og produktionsgodkendelse, da de alle er forskellige. Se blot på Finlands Olkiluoto 3 reaktor hvor partnerne er begyndt at sagsøge hinanden for milliardbeløb over forsinkelser og kostoverskridelser. Ak ja.


De mindre LFTR-enheder fragtes ud i containere eller på lastbiler, større er de ikke. Hver by eller landsby kunne få sin egen LFTR. Visse typer LFTR, uden kontrolstave, graves 10 meter eller mere ned i jorden med cementlåg over, så de bliver strålingsbeskyttede. Det vil også gøre dem betydeligt mere terrorsikrede. Så kommer brændselseksperterne, fylder reaktoren op med thoriumblandingen og sætter det hele i gang. Enhederne passer sig selv, og leverer energi i 30-40 år eller mere. Elværket står oppe på jorden. Alt bliver således standardiseret masseproduktion! Og så åbnes de igen og brændslet og andre ting fornyes. 10, 50 eller 100 MW enheder ville være passende. For større kraftværker sætter man flere mindre, serieproducerede enheder ved siden af hinanden. Finansieringen bliver meget lettere, da man stort set ved hvad leveringstiden er, og hvad en enhed koster. Derved undgår man de enorme etableringsomkostninger og byggetider for individuelt byggede kæmpe letvands GW kernekraftværker. Det lokale el-net kan i begyndelsen måske heller ikke klare 1 GW alligevel.


Det der er skrevet ovenfor, kommer ikke til at ske lige foreløbigt. Kina og Indien er dog langt fremme. Der er nævnt flere fordele ved LFTR thoriumenergi over konventionelle uran/thorium letvandsreaktorer, bl.a. med hensyn til sikkerhed, og over "vedvarende" energi, af økonomiske og andre grunde. Dødsfaldene i de 4 store atomulykker er relativt få. Få hundrede eller få tusinde mennesker ifølge FN.


For at producere elektricitet nok for fremtiden skulle der bygges et 1 GW kraftværk hver 4-5 dag året rundt langt ud i fremtiden, til på den anden side af 2100. Det kan ”vedvarende” energi overhovedet ikke klare. De stærkt faldende priser på solceller vil måske også gøre det svært for vindmøller snart. 1.5 mia kinesere + 1.5 mia indere + 2 mia afrikanere vil i fremtiden kræve billig energi som grøn energi ikke kan leve op til.


Vandmangel og strid over vand vil indenfor overskuelig tid højst sandsynligt føre til krige mellem nationer flere steder i verden, og skabe flere flygtninge.Uden afsaltningsanlæg kan det gå gruelig galt. Sådanne store anlæg kræver masser af elektricitet, mere end vindmøller eller solceller konstant kan levere. Det er anlæg til 500 millioner eller en milliard liter ferskvand om dagen ved osmose. Skulle krige bryde ud over vand, ville flere mennesker omkomme i løbet af ganske kort tid, end der er omkommet ved alle atomulykker tilsammen.


Befolkningstilvæksten kan også kun stoppes med bedre forhold i de underudviklede lande, med arbejdspladser og jobs. Dette kræver blandt andet energi.


Tænk at kunne forsyne f.eks. Mellemøsten, Afrika eller andre ulande med store mængder billig elektricitet overalt, lokalt. Det er ulandshjælp der betyder noget. Hvis blot disse lande får billig elektricitet, så finder de selv hurtigt ud af resten. Mere industri, bedre uddannede mennesker, færre børn, mindre flygtningepres, skoler, hospitaler og bedre sundhed, bedre luftkvalitet, uanede mængder af af-saltet havvand, bedre landbrug, køle/frysehuse, brint til fremtidens millioner af brintbiler, varme, kulde, ingen CO2 osv. Og meget billigere og mere værdsat ulandshjælp!


Rigelig, ren og billig energi betyder alt for verden! Og for verdensfreden.

 

Læs eventuelt en mere fordybende artikel på engelsk om thorium.

Forenings-information

REO

Kulsvierparken 71
2800 Lyngby

tlf-ikon  21 25 54 20

mail-ikon  info@reo.dk

REO arbejder for en nuanceret energidebat, hvor kernekraft vurderes på lige fod med andre energikilder ud fra samfundsøkonomiske og miljømæssige hensyn.​